IBX Supplier Summit 2006

 

På det nyligt afholdte IBX Supplier Summit 2006 var strategien i fokus. En række af IBX’s leverandører fik nye input og lejlighed til at diskutere forskellige strategiske aspekter ved at være sælgende kunde hos IBX.

I begyndelsen af maj afholdt IBX den anden danske udgave af Supplier Summit for næsten 50 interesserede leverandører. På baggrund af feedback fra det første leverandørarrangement i efteråret var fokus denne gang udelukkende lagt på den strategiske tilgang. Formålet med de to arrangementer – et i Jylland og et i København – var at skabe mere klarhed over og forståelse for, hvordan man som sælgende kunde hos IBX kan få det optimale ud af samarbejdet med både IBX og virksomhedens købende kunder.

”Konferencens helt centrale omdrejningspunkt var forandringsparathed og evnen til at anlægge et strategisk syn på de mange nye muligheder”, fortæller Kim Overgaard, Key Account Manager hos IBX og ansvarlig for Supplier Summit. ”Og det var endnu en gang spændende at opleve, hvor forskellig tilgang vores leverandører har til området.”
 
De elektroniske indkøberes syn på markedsudviklingen var repræsenteret ved LEGO, der kunne berette om, hvordan virksomheden har formået at strømline sine processer og skære antallet af leverandører på ikke strategiske varer ned.

Et af de vigtigste budskaber på Supplier Summit var, at det ikke er en statisk position at være leverandør hos IBX, selv om man som udgangspunkt hører til i én af fire kategorier (jf. Dr. Peter Kraljic matricen). Tværtimod har alle leverandører en lang række forskellige muligheder for at styrke sin position; udfordringen ligger blot i at identificere disse muligheder og ikke mindst handle proaktivt. Om man er partner, strategisk leverandør eller standardleverandør er altså i høj grad noget, man selv har indflydelse på i kraft af den måde, man tilrettelægger sin strategi.
 

”Et godt eksempel er elektroniske kataloger. Nogle leverandører har brugt krudt på at opbygge de nødvendige elektroniske kataloger, men så er det også som om, enkelte vælger at læne sig tilbage og blot vente på, at kunderne strømmer ind i butikken.”, siger Kim Overgaard. ”Men sådan hænger det jo ikke sammen. Det er de leverandører, som hele tiden formår at tilpasse kursen og optimere teknikken, der opnår forspringet i forhold til konkurrenterne – og det er jo vigtigt at huske på, at der altid er mere end én kunde til hver leverandør i IBX’regi.”

Også elektronisk fakturering blev behandlet på konferencen, fordi netop dette element er et varmt emne hos IBX’s kunder og dermed også højaktuelt i forhold til leverandørerne og deres evne til at tilpasse sig og skabe tætte relationer til kunderne i fremtiden.
 

”Generelt er vi meget glade for fremmødet, entusiasmen og den store opbakning til Supplier Summit, men vi kan også konstatere, at interessen har været størst hos de store leverandører og det er lidt ærgerligt, for den strategiske tilgang er mindst lige så relevant for de mindre leverandører, der ønsker at styrke deres forretning”, siger Kim Overgaard.

Næste udgave af IBX Supplier Summit finder sted til efteråret, og her vil der især blive fokuseret på leverandørernes tekniske og praktiske udfordringer med at styrke integrationen og f.eks. øge katalogkvaliteten.   

Documents for download

icpdf

IBX Services and Solutions

Complete overview oc IBX Services and solutions including financial information